Fokusområder hos Profysio
Sports- og arbejdsrelaterede overbelastningsskader
Vi har gennem vores mange år som fysioterapeut set mange arbejds- og idrætsrelaterede overbelastningsskader og har dermed mange redskaber i rygsækken, der kan bruges til at hjælpe dig tilbage på fuld styrke på din arbejdsplads eller din sport, hvad enten det er på eliteplan eller motionsplan. Arbejds- og idrætsrelaterede overbelastningsskader kan være ondt i ryggen, ondt i lænden, ondt i nakken, smerter i skulderen, lyskesmerter, knæsmerter og så videre.
Anette har arbejdet som fysioterapeut i den danske herrehåndbold liga i 4 sæsoner, så derfor ved hun, hvor afgørende det er at blive hurtig klar igen efter en skade, for dig der er passioneret omkring din sport.
Slidgigt i knæ og hofter
Døjer du med artrose, også kaldet slidgigt, i dine knæ eller dine hofter, kan vi som fysioterapeuter også være behjælpelig. Man har de seneste år fundet ud af, at symptomer fra slidgigt i knæ og slidgigt i hofte kan mindskes ved at deltage i et GLA:D-forløb, hvor man udover at træne efter et bestemt træningsprincip kaldet NEMEX, får en grundig forklaring på, hvad artrose er og hvordan det kan behandles.
GLA:D står for ‘Godt Liv med Artrose i Danmark’. Både Anette og May-Britt er GLA:D-instruktører og dermed uddannet til at varetage disse forløb. Vi har mange års erfaring med GLA:D-træning og har oplevet mange patienter, der har haft god effekt af forløbet.
Graviditet og bækkensmerter
Som fysioterapeuter kan vi hjælpe kvinder før, under og efter en graviditet og fødsel, som er en hård belastning for kroppen. Vi tilbyder gravidtræning, træning efter fødsel, genoptræning efter fødsel og bækkenbundstræning.
Bækkensmerter under og efter en graviditet og fødsel kan være enormt invaliderende, og vi har arbejdet meget med særligt denne problematik, hvor Anette også har opnået gode resultater med Neurac slyngebehandling. Anette bruger Neurac metoden til skånsomt, at arbejde med samspillet mellem dit nervesystem og din muskulatur, som vil mindske dine bækkensmerter og forbedre dit funktionsniveau.
Lændesmerter og nakkesmerter
Anette og May-Britt har i mange år haft en speciel interesse for den kompleksitet der ligger i at behandle patienter med lændesmerter og nakkesmerter. Anette har blandt andet skrevet om Modic Forandringer i mit Master projekt.
Da langt de fleste lændesmerter og nakkesmerter er uspecifikke og der ofte er flere årsagssammenhænge, kan det være svært at finde de rigtige redskaber at behandle med, men ved hjælp af grundig undersøgelse, indgående kendskab til forskellige klassifikationssystemer og mange års praktisk erfaring, opnår vi som regel optimale og succesfulde resultater i samarbejde med vores patienter.
Desuden læner vi os tæt op ad de kliniske retningslinjer og er altid opdateret på den nyeste viden på området.
Hovedpine og svimmelhed
Rigtig mange danskere døjer med hovedpine i forskellige grader og varighed. Årsagerne til hovedpine er derfor også mange, men den hyppigste er dog spændingshovedpine. Anette og May-Britt har gennem årerne oparbejdet en uvurderlig erfaring om hovedpine og svimmelhed, som kommer os til gode, når vi skal hjælpe patienter med at udrede hovedpine og svimmelhed.
Vores erfaring hjælper os med at vurdere, hvornår vi som fysioterapeuter virkelig kan gøre en forskel, og hvornår du bør sendes til anden undersøgelse og behandling. Vores erfaring med hovedpine og svimmelhed bunder i mange behandlingsforløb med patienter med nakkerelateret hovedpine, spændingshovedpine og svimmelhed på grund af øresten eller dårlig balance.